Jyllands dyreste sommerhus kan købes for enormt millionbeløb
Man skal have den helt store pengepung frem, hvis man vil købe det sommerhus nær Mols Bjerge og Bogens Strand, som lige nu er Jyllands dyreste sommerhus
15,5 millioner kroner. Det er ifølge Boliga.dk kontantprisen på et sommerhus nær Mols Bjerge og Bogens Strand på Syddjurs, som liebhavermæglerkæden Lilienhoff lige nu har til salg.
Og til den pris følger en masse plads med. Ejendommen er således på 290 kvadratmeter, som fordeler sig på ti værelser og blandt andet et wellness-inspireret badeværelse og et nyt køkken, skriver Boliga.dk, der også kan oplyse, at der til ejendommen følger en grund på hele 137.596 kvadratmeter, hvor der blandt andet er udekøkken, udendørs karbad og en større sauna.
Så det er bestemt ikke plads, man kommer til at savne, hvis man tager den store pengepung frem og byder på sommerhuset, der i skrivende stund har været sat til salg i seks dage.
Huset blev sidst solgt i september 2014, hvor det blev handlet for 13.535.415 kroner, hvilket altså er godt to millioner kroner under den nuværende pris. Tilbage i 2006 blev stedet solgt for 14.865.000 kroner.
Den tårnhøjepris placerer stedet på listen over landets ti dyreste sommerhuse, der netop nu er udbudt til salg, og prisen gør samtidig sommerhuset til det dyreste af slagsen i hele Jylland.
Det luksuriøse ligger i Ebletofts postnummer i Syddjurs kommune, hvor sommerhusene ifølge Boliga.dk i år er blevet solgt for en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 16.244 kroner. Det er godt og vel halvdelen af, hvad sommerhus-kvadratmeterne i gennemtsnit er blevet solgt for i nabokommunen Aarhus. Her ligger prisen for en kvadratmeter ifølge Boliga.dk på 32.172 kroner.
Hvis man er interesseret i at se flere billeder af det 15,5 millioner kroner-dyre sommerhus, er det muligt på Lilienhoffs hjemmeside.
jwh