Litauisk mand forsøgte at trænge ind til 75-årig kvinde: Var blevet løsladt under én time forinden
En 75-årige kvinde alarmerede politiet, da en fremmed mand forsøgte at trænge ind i hendes lejlighed - også selvom han havde set hende. Da politiet kom frem, genkendte de straks manden.
Klokken var 07.13 da politiet blev alarmeret af en 75-årig kvinde fra Roskilde. En fremmed mand gik rundt på hendes terrasse uden for hendes lejlighed. Selv om manden havde set den ældre kvinde, tog han en grensaks og forsøgte at bryde en terrassedør op.
Da dette mislykkedes, forsøgte han via et bord at kravle ind via et åbenstående vindue, men forgæves.
Kort efter ankom politiet, som på terrassen kunne anholde en 40-årig mand fra Litauen for forsøg på indbrud. Politiet genkendte straks den anholdte som værende den mand, der var blevet løsladt fra politistationen i Roskilde klokken 06.25 - altså mindre end en time forinden - efter at han mandag aften ikke havde kunnet tage vare på sig selv og havde udvist utryghedsskabende adfærd i området ved Marievej i Solrød Strand.
Den anholdte blev med assistance fra en tolk afhørt til indbrudssagen og om sit tilhørsforhold til Danmark, inden han igen blev undersøgt af en læge til vurdering af hans fysiske og mentale tilstand.
Da der lægeligt ikke var behov for akut hjælp til litaueren, og da anklagemyndigheden efter en nøjere vurdering af sagen og hans personlige forhold ikke fandt grundlag for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på frihedsberøvelse, løslod politiet den 40-årige litauer
Senere vil han høre nærmere fra politiet, når hans straffesag skal afgøres.