Hårdt brud: Smadrede ekskærestes motorcykel med økse og tævede hendes søn
En 40-årig mand er nu dømt for grov vold.
En 40-årig mand fra Brønderslev-egnen er blevet dømt for grov vold og en række andre forhold. Han blev kendt skyldig i alle forhold og fik en dom på fire måneders ubetinget fængsel og to måneders betinget.
Det skriver Nordjyske.
Det startede i juli 2022, hvor manden var så utilfreds med et brud fra ekskæresten, at han blandt andet var tiltalt for at have smadret dennes motorcykel med en økse. Der var tale om en Moto Guzzi-motorcykel, der ifølge anklageskriftet fik skader for over 40.000 kroner.
Men den dengang 39-årig mand stoppede ikke der, men fortsatte sin terrorisering af eks’en. 20. november gik det dog også udover ekskærestens søn.
Frakendt kørekortet
Inden det kom såvidt, havde han smadret en siderude i kvindens bil og en rude i døren på ekskærestens hus, og efter det var han gået ind i huset, hvor han havde tævet kvindens unge søn med et bræt.
Her havde han blandt andet ramt ham på hånden. Han forsøgte også at slå ekskæresten søn i hovedet - men mislykkedes. Han truede efterfølgende sønnen til at tie stille om voldsepisoden - for ellers ville det gå udover sønnens far.
Et par timer senere spottede en patrulje dog den ophidsede mand. Her viste det sig, han også havde kørt bil med en promille på 2,3, hvilket han også blev dømt for - og frakendt kørekortet i tre år.
am