Den knap så flyvende hollænder: Stødte kæmpe skib på grund ud for Bornholm
En 38-årig hollandsk mand er ved Retten i Bornholm blevet idømt en bøde.
Den 18. oktober 2021 grundstødte det 88 meter lange hollandske fragtskib Beaumaiden lige ud for Sorthat-Muleby på Bornholm. En længerevarende efterforskning og en udtalelse fra Søfartsstyrelsen førte til, at den 38-årige hollandske kaptajn lige præcis et år senere blev tiltalt for tre forhold.
Nu har han så fået sin dom.
Den 38-årige kaptajn var tiltalt for overtrædelse af lov om sikkerhed til søs, herunder spiritussejlads med en promille på mindst 1,55 samt for at have udvist grov forsømmelse i tjenesten, idet han navigerede skibet i strid med godt sømandskab, da han forlod broen og kommandoen af skibet uden at være afløst af en anden. Der havde således ved grundstødningen ikke været nogen på broen i fire timer.
Ved dagens retsmøde var ligeså fraværende, som den oktober-dag i 2021, hvor det store skib stødte på grund. For hollænderen mødte ikke op i retten, og der blev derfor afsagt en såkaldt udeblivelsesdom.
Her blev han idømt en indkomstbaseret bøde på 56.000 kroner samt frakendelse af retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester i et år fra domsafsigelse. Det oplyser Bornholms Politi i en pressemeddelelse.
Kaptajnen har 14 dages betænkningstid i forhold til at anke dommen.
am