Dreng faldt i fire meter dyb skakt på skole: Seneste nyt om hans tilstand
10-årig skoleelev slap heldigt fra fredagens ulykke, hvor han faldt ned i en kælderskakt
Den 10-årige dreng, der fredag formiddag faldt ned i en fire meter dyb kælderskakt på Toftehøjskolen i Ølstykke, er ikke kommet alvorligt til skade.
Det oplyser Søren Trier Høisgaard, Chef for skole og dagtilbud i Egedal Kommune.
"Den sidste melding jeg har fået fra lederen på distriktsskolen er positiv. Drengen har det heldigvis okay og er sluppet heldigt fra ulykken. Det er vi alle meget glade for at høre," siger Søren Trier Høisgaard til Lokalavisen Egedal.
Den 10-årige dreng, der også er elev på Toftehøjskolen, blev kort efter ulykken kørt på Rigshospitalet, mens elever, lærere og forældre blev underrettet.
"Omstændighederne taget i betragtning, så blev meddelelsen om ulykken håndteret fint af elever og lærere på skolen. Det er også vigtigt at understrege, at ulykken beskrives som hændelig og skete under en leg. Det skyldes ikke en fejl på bygningen eller konstruktionen," siger Søren Trier Høisgaard.