Nærpolitiet på jagt efter tricktyv
Nærpolitiet i Hammel rykkede torsdag formiddag ud i en fart efter en anmeldelse om en sortklædt mand med udenlandsk udseende som betlede penge ved Tema-centret midt i Hammel.
"Vi fandt ikke nogen," lød det efter en halv times rondering til fods i Hammels bymidte.
Manden, som betjentene ledte efter, havde henvendt sig til en kvinde, som fik præsenteret et skilt om, at han var døv. Kvinden skulle nu skrive sit navn og andre oplysninger samt indbetale et beløb på en konto. Det nægtede kvinden, som i stedet gik over den store p-plads og direkte ind til Nærpolitiet, der herefter tog affære.
"Vi har før haft held med at finde sådanne 'døve' personer. Men når de så sidder på politikontoret, så får de hørelsen tilbage. Et rent mirakel," lyder det fra landbetjent Arne Knudsen.