Beboere måtte flygte fra flammerne fra tag til tag: 18-årig indrømmede ildpåsættelse på Facebook
En 18-årig mand sad onsdag på anklagebænken for at have bragt andres liv i overhængende fare, da han satte ild til en etageejendom.
Klokken var næsten halv tre om natten tursdag den 6. november, da brandvæsen, politi og ambulancer hastede til en etageejendom på Rougsøvej i Ørsted ved Randers. Fire beboere og to hunde havde taget flygtet ved at kravle ud på et tilstødende tag, mens flammerne huserede i ejendommen. Flammer, som en 18-årig mand indrømmede, at han antændte.
Den 18-årige blev anholdt efter et Facebook-opslag, hvor den tiltalte havde delt en cirka fem minutter lang video om branden - og skrevet, at det var ham og hans bande, der stod bag. Den 18-årige indrømmede under afhøring, at han tirsdag var gået ind i ejendommen. Her havde han fundet en olieflaske, nogle sko, et tæppe og en hovedpude, som han antændte.
Flammerne bredte sig hurtigt, men det lykkedes for brandfolkene at holde ilden til trappeopgangen.
Under afhøringen af manden kom det frem, at han flere gange i år har været indlagt på et psykiatrisk hospital - og vurderes at være middelsvært mentalt retarderet.
"Jeg ved godt, hvorfor jeg gjorde det, men jeg har ikke lyst til at tale om det," lød det fåmælt fra den unge mand ifølge Randers Amtsavis.
Den 18-årige blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i surrogat i fire uger. Han tog ikke stilling til skyldsspørgsmålet og kærede ikke kendelsen.