Flugten er forbi! Britta Nielsen anholdt
Den hovedmistænkte i den store svindelsag fra Socialstyrelsen, Britta Nielsen, er blevet anholdt.
Den hovedmistænkte i svindelsagen fra Socialstyrelsen, 64-årige Britta Nielsen er anholdt. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) var til stede, da anholdelsen skete omkring klokken 05.30 i en lejlighed i Johannesburg, Sydafrika.
Det skriver anklagemyndigheden på Twitter.
"Flugten er forbi. Den hovedmistænkte er anholdt. Det er resultatet af et målrettet internationalt samarbejde mellem SØIK og en række internationale myndigheder. Der er nu håb for, at vi kan få en endelig opklaring - og få svar på, hvor resten af de forsvundne millioner er," siger politiinspektør Thomas Anderskov Riis til anklagemyndigheden.dk.
"Nu beder vi de sydafrikanske myndigheder tage stilling til, om der kan ske udlevering til Danmark. Vi vurderer, at mulighederne er gode, men beslutningen træffes alene i Sydafrika," siger politiinspektør Thomas Anderskov Riis til anklagemyndigheden.dk.
Både Sydafrika og Danmark har tiltrådt Udleveringskonventionen fra 1957.
SØIK har efterforsket sagen i tre spor, hvor hovedfokus har været at anholde den 64-årige hovedmistænkte. SØIK sikrer også beviser til brug for en eventuel straffesag, og SØIK indfryser og beslaglægger værdier, der kan stamme fra Socialstyrelsen.