Lidt for vildt bryllup: Betjente trak våben mod bryllupsgæst, der affyrede skud
Politiet måtte trække deres våben mod en 20-årig mand, der affyrede flere skud ved en tankstation.
Lørdag aften blev måtte Fyns Politi trække deren våben, da en de standsede en VW Golf i krydset ved Næsbyvej og Bogensevej i den nordvestlige del af Odense omkring klokken 20. Kort forinden var der nemlig blevet affyret flere skud fra bilen ved OK-benzintanken på Havnegade.
Politifolkene havde selv hørt skuddene, da de var i nærheden. Patruljen kørte til stedet, hvor flere vidner kunne beskrive bilen, og patruljen fandt da også flere patronhylstre på stedet. Ifølge politiets efterforskning blev der affyret fem skud.
Tilbage til standsningen af bilen. Her trak politipatruljen deres tjenestevåben, da de ikke vidste, hvem der opholdt sig i bilen. Men det viste sig hurtigt, at der i bilen sad fire unge gæster fra et bryllup i bilen. Tre piger på 15, 17 og 18 år. Og en 20-årig mand fra Aabenraa. Han indrømmede hurtigt, at det var ham, der havde affyret skud fra en gaspistol ved tankstationen. Politiet fandt pistolen på gulvet i bilen, og det formodes, at skuddene blev affyret i en festlig stemning.
Den 20-årige sigtes for overtrædelse af våbenloven og ordensbekendtgørelsen. Alle fire er løsladt efter afhøringen.