Politiet bankede på døren: Pludselig stod der en mand med kødøkse - "Jeg slår jer ihjel!"
Da politiet rykkede ud til en adresse i Vordingborg, hvor anmeldelsen gik på husspektakler, måtte pebersprayen i brug.
Midt- og Vestsjællands Politi fik en anmeldelse om husspektakler på en adresse i Vordingborg søndag klokken 21.30, hvilket fik politiet til at rykke ud.
Da betjentene henvendte sig på stedet, åbnede en mand entredøren, og han har muligvis forventet andre gæster end politiet. Han svingede med en kødøkse og råbte, at han ville slå dem ihjel.
Synet af ordensmagten fik ham dog til at lægge kødøksen, men betjentene måtte bruge peberspray for at få ro på stedet. Den pågældende – en mand på 30 år – blev anholdt klokken 21.55 og sigtet for overtrædelse af knivloven.
Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 6.10 mandag morgen.