Fodgænger brækkede ben: Løb ud foran bil på Viborgvej
Bilist kunne ikke nå at bremse for fodgænger
Tirsdag eftermiddag klokken 15.20 skete der et færdselsuheld med en fodgænger og en bil i T-krydset ved Viborgvej og Sommervej i Aarhus V.
Bilisten kørte på Viborgvej og har til politiet forklaret, at fodgængeren pludselig løb ud foran hendes bil i krydset, så hun ikke kunne nå at bremse og undgå at ramme fodgængeren.
Fodgængeren var en kvinde, der blev kørt på skadestuen. Her blev det konstateret, at hun havde brækket sit højre skinneben.
Østjyllands Politi har på grund af IT-problemer ikke i øjeblikket mulighed for at oplyse alderen på de to kvinder, der var impliceret i uheldet.