49-årige Olav nær dræbt af livsfarligt støv: "Jeg føler mig som verdens heldigste mand"
49-årige Olav Ditlevsen er godsforvalter på Kragerup, og i juli var han døden nær, da livsfarligt støv nær havde dræbt ham.
Det var en glohed sommerdag, da Olav Ditlevsen blev indlagt. Han ikke få vejret, og troede at nu var alt slut. Under sin indlæggelse kæmpede han for ikke at falde i søvn - for han var overbevist om, at han aldrig vågnede.
Det skriver Sjællandske.
Den 49-årige Olav Ditlevsen er godsforvalter på Kragerup, og nu fortæller han sin historie, fordi han gerne vil advare alle, om at huske at benytte beskyttelsesmasker for at undgå livsfarligt støv.
"Jeg har altid brugt maske selv, når der var arbejdsopgaver, der involverede støv, og som var lidt tidkrævende. Men ikke, når der lige skulle fejes rent i et hjørne, eller når mejetærskerne vendte tæt på mig med milliarder af støvpartikler omkring sig i de lange høsttimer. Så husk masken," siger han til avisen.
Selvom Olav Ditlevsen i dag er udskrevet og har det bedre, så har støvet sat sine spor. I dag har han nemlig kun en lungekapacitet på cirka 60 procent - dog noget bedre end da den var nede på 12 procent.
"Det er jo reelt min egen skyld. Og nu, hvor jeg kan mærke fremgang næsten dag for dag, føler jeg mig som verdens heldigste mand. Jeg lever jo, jeg er begyndt at arbejde lidt igen, og jeg har det godt," fortæller Olav Ditlevsen efter næsten fire ugers indlæggelse til Sjællandske.