Chikanekørsel endte i vildt drama på liv og død: Skud, nævekamp og knivstik
Førerne af en sølvfarvet Volvo S70 og en sort Seat Altea chikanerede hinanden under kørsel
Københavns Vestegns Politi fremstiller i grundlovsforhør lørdag fire mænd, som sættes i forbindelse med et skyderi i Skovlunde fredag aften.
Den foreløbige efterforskning tyder på, at to personbiler - en sølvfarvet Volvo S70 og en sort Seat Altea - chikanerede hinanden under kørsel på Ballerup Boulevard i retning mod København, hvorefter de stødte sammen i krydset ved Bybjergvej. Her opstod slagsmål mellem mændene i de to biler også med brug af stikvåben - og på et tidspunkt blev der løsnet cirka 4-6 skud.
Ingen er meldt ramt af skud, men en 34-årig mand pådrog sig stiklæsioner og en 23-årig mand pådrog sig læsioner efter stik og stump vold. De blev anholdt fredag aften.
I løbet af natten til lørdag blev yderligere to mænd på 19 og 25 år anholdt. Alle anholdte er fra Ballerup-området.
"Der ser ud til at være tale om uoverensstemmelser mellem personer fra Ballerup-området og intet tyder på, at der er nogen sammenhæng til den verserende bandekonflikt i Storkøbenhavn," siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.
Han roser mange borgere for at have henvendt sig med oplysninger i sagen til politiet og opfordrer til, at man ringer til Københavns Vestegns Politi på 43 86 14 48 eller via 114, hvis man skulle have en viden om hændelsen.