Voldtog ung kvinde i kælderrum: To mænd dømt - den ene udvist for altid
En 26-årig og en 35-årig mand er begge fundet skyldige i voldtægt af 19-årig kvinde i Roskilde
Retten i Roskilde har torsdag afsagt dom i en sag, hvor to mænd var tiltalt for at have voldtaget en 19-årig kvinde i april måned i år, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
De to mænd mødte den 19-årige under en bytur i Roskilde, hvorefter de sammen var taget hjem til den ene af de tiltalte mænd, hvor voldtægten fandt sted i et kælderrum.
Den ene mand - en 26-årig dansk statsborger - blev idømt 2½ års ubetinget fængsel, medens den anden - en 35-årig statsløs palæstinenser - der havde været i Danmark siden han var barn, blev idømt 3½ års ubetinget fængsel samt udvist for bestandigt.
Retten lagde både ved strafudmålingen og udvisningen af den 35-årige mand vægt på, at han flere gange tidligere var dømt for personfarlig kriminalitet, herunder voldtægt.
Begge blev fængslet efter dommen, og ankede dommen på stedet til Landsretten.