Mand anholdt: Svingede stor brødkniv i luften på åben gade
En 41-årig mand blev tirsdag anholdt i Aarhus, efter han havde gået rundt med en stor brødkniv på gaden
En 41-årig mand blev tirsdag klokken 9.00 anholdt og sigtet for at gå rundt med kniv på Kalkværksvej i Aarhus C. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
En borger ringede til politiet, da han så manden gå rundt med en stor brødkniv, som han svingede i luften. Da betjentene kom frem, havde den 41-årige ikke kniven på sig, men den blev fundet tæt på, hvor han stod. Han blev anholdt og sigtet for bære kniv i det offentlige rum og for at forstyrre den offentlige orden.
jwh