Unge amok i voldsrus: Jagtede traktorfører, der kørte for langsomt, og gennemtæskede taxachauffør
Synderegister på over 40 kriminelle forhold
To unge mænd på 17 og 23 år er nu blevet idømt henholdsvis et og halvandet års fængsel for over 40 forskellige kriminelle forhold begået de sidste måneder på Djursland. Blandt andet blev de dømt for at tæske en taxachauffør og jagte en traktorfører hen over en mark med knive og jernrør, oplyser Østjyllands Politi
Ud over at blive dømt for grov vold, trusler på livet og forsøg på grov vold blev begge dømt for flere tilfælde af indbrud og indbrudsforsøg. Derudover blev de dømt for besiddelse af våben og stoffer, for færdselsforseelser og for flere gange at have fornærmet og truet betjente i forbindelse med anholdelserne.
Begge erkendte nogle enkelte af de forhold, der gav den 17-årige et års fængsel og den 23-årige halvandet års fængsel. De udbad sig begge betænkningstid i forhold til at anke, oplyser Østjyllands Politi.