Skuespillere og DR-ansatte truet væk fra Farum Midtpunkt: Politiet leder efter 12 unge mænd
Vidner til dagens dramatiske episode i Farum efterlyses
Nordsjællands Politi hører meget gerne fra folk, som kan bidrage med oplysninger i sagen om trusler mod en DR-produktion i Farum i Nordsjælland fredag.
Omkring klokken 12.30 var man i gang med optagelser ved Farum Midtpunkt, da en større gruppe unge mødte op og udtrykte stor utilfredshed med filmholdets tilstedeværelse. Skuespillere og andre DR-medarbejdere blev truet til at forlade området.
"Det er en episode, som vi tager alvorligt. Vi sørger for at holde ekstra øje med området både i dag og i den kommende tid, for det skal naturligvis være sådan, at borgere og andre kan færdes trygt i området og folk kan passe deres arbejde i fred," siger vicepolitiinspektør Per Thuesen fra Nordsjællands Politi.
Nordsjællands Politi oplyser, at de unge var forsvundet fra området, da politiet kort tid efter nåede frem. Man har talt med medarbejdere fra DR og hører altså også meget gerne fra folk i området, som måske har set eller hørt noget.
Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.