Lov giver rabat på voldtægt: 19-årig slipper med seks måneder bag tremmer for uhyggelig voldtægt
En lovændring fra 2016 betyder, at en 19-årig mand fra Lyngby formentligt slipper billere i straf for at have voldtaget en 16-årig pige.
Den 19-årige mand fra Lyngby kan slippe billigere i straf efter at have voldtaget en 16-årig pige bag et busskur i Gørløse vest for Hillerød.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Den 19-årige mand blev idømt to år og seks måneders fængsel i byretten i Hillerød, men grundet hans unge alder og rene straffeattest, blev kun et år ud af straffen gjort ubetinget. Dermed skulle den unge mand altså sidde bag tremmer i et år, men når en straf både rummer ubetinget og betinget fængsel, så kan man maksimalt dømme manden til seks måneders ubetinget.
Det oplyser Heidi Ann Dearman, anklager hos statsadvokaten.
"Vi har bestemmelsen, der siger max seks måneder kan gøres ubetinget, og så den regel der siger, at straffen skal være to år og seks måneder til tre år. På den måde bliver det sådan, at enten skal man gøre det hele ubetinget, eller også skal kun de seks måneder være ubetinget," siger Heidi Ann Dearman, anklager hos statsadvokaten, som i landsretten krævede to år og seks måneders ubetinget fængsel til den 19-årige, til Frederiksborg Amts Avis.
Men det møder stor kritik - for det er slet ikke meningen med straffeloven, lyder det fra formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.
"Det er klart, at hvis noget vi har lavet i Folketinget med den klare forventning, at det ville betyde højere straffe for voldtægt har den konsekvens, at man får en mildere straf i forhold til den ubetingede del, så skal vi lave det lovsæt om, og stramme op på det, der gør at man giver mildere straf. Hensigten var jo, at voldtægt skal straffes betydeligt hårdere," siger Peter Skaarup til avisen.