Ingen retssag: Else-sagen ender i bøder
To tidligere ansatte på plejehjemmet Kongsgården får bøder for grov forsømmelse.
5.000 kroner i bøde får to tiltalte og nu tidligere ansatte medarbejdere på plejehjemmet Kongsgården.
Det skriver TV2 Østjylland.
»Sagen er sluttet med en bøde på 5000 kroner, hvilket efter min opfattelse understøtter, at det indgreb min klient har været udsat for ved at blive udstillet i den dokumentar er helt ude af proportioner i forhold til, hvad der i virkeligheden er passeret,« skriver Signe Suhr Mortensen til TV 2 Østjylland.
Det endte med bøder - og sagen bliver ikke behandlet i retten. Forsvarsadvokaten oplyser, samtidig at hendes klient er tilfreds med, sagen nu er afsluttet.
Dokumentar fik snebolden til at rulle
Det var TV2s dokumentar ’Plejehjemme bag Facaden’, der fik sagen til at rulle, og som gav seerne et indblik i den behandling 90-årige Else Marie Larsen fik af de ansatte.
I TV2-dokumentaren så man bl.a. de to tiltalte medarbejdere køre Else Marie Larsen til en halloweenfest med en fyldt ble.
Episoden endte med, at Else Marie Larsen sad med en fyldt ble i to timer, hvorefter man fandt ud af, at hun havde afføring op ad ryggen, hvilket risikerede en forværring af hendes infektion og »med risiko for sundhedsskade,« som der stod i anklageskriften.
am