Billede af denne blondine lagt ud: Hun stjæler med arme og ben
Stærkt efterlyst for omfattende, dyre tyverier
Midt- og Vestjyllands Politi beder om offentlighedens hjælp til at identificere og finde en mand og en kvinde, der er mistænkt i flere sager om butikstyveri i Holstebro, Viborg, Hvide Sande og Søndervig.
Ved tyverierne er der blandt andet stjålet dyre jakker. Personerne er blevet optaget på overvågningsbilleder i Holstebro, Viborg, Hvide Sande og Søndervig.
Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør overvågningsbilleder fra en butik i Hvide Sande, som den 20. september fik stjålet to jakker. De to personer beskrives af politiet på denne måde:
1. Mand, ca. 40 år, 195 cm, kraftig kropsbygning. På et af overvågningsbillederne bærer han sixpence, sort jakke og en t-shirt med teksten ”GAN” påtrykt.
2. Kvinde, ca. 30-35 år, 165 cm, almindelig kropsbygning, lyst langt hår. På overvågningsbilledet er hun iført jeans, hvid trøje og sort jakke.
Vidner har oplyst, at de mistænkte taler et østeuropæisk sprog indbyrdes, men forstår dansk.
De mistænkte kører muligvis i en sort stationcar af typen Volvo 70.
Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger.