Afgørende ny forskning: Cannabis dræber resistente bakterier
Forskere i gang med at udvikle creme mod resistente bakterier
Forskere på Syddansk Universitet i Odense er i gang med at udvikle en creme mod resistente bakterier. Den afgørende ingrediens er cannabis, som slår resistente bakterier ihjel.
Det skriver jv.dk.
Janne Kudsk Klitgaard er forsker ved Klinisk Institut og Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk Universitet i Odense, og hun har længe arbejdet med at finde løsninger på problemer med antibiotika-resistens i bakterier.
"Et af de stoffer, jeg er rendt på, er cannabidiol - med forkortelsen CBD - fra cannabisplanten. Det har jeg så prøvet at kombinere med nogle forskellige antibiotika, og jeg kan se, at det ganske enkelt slår resistente bakterier ihjel,"siger Janne Klitgaard til Jv.dk.
"Der er to hovedkomponenter i cannabisplanten, som man primært taler om; CBD og THC. THC er det, man normalt hører om, når folk ryger cannabis. Det er THC, der giver den euforiserende effekt. CBD derimod reducerer alle mulige forskellige ting, der er skidt for vores krop. Man har blandt andet indikationer på, at det kan hæmme inflammation i vores krop, man får en bedre fordøjelse og for sklerosepatienter kan det hjælpe på smertelindring," siger hun.
Det er derfor, at det er CDB-stoffet, som Janne Kudsk Klitgaard sammen med Ph.d.-studerende Claes Søndergaard Wassmann nu skal forske i, finansieret af virksomheden Canna Therapeutic og SDU. De skal blandt andet finde ud af, hvordan CBD-stoffet virker i praksis, skriver jv.dk.