Voldsomt trafikuheld: Kvindelig cyklist slynget ind i bil-forrude
En 72-årig kvinde fra Ry kom fredag eftermiddg ud for en voldsom ulykke, da hun kørte direkte ud foran en bil
Der skete fredag eftermiddag et voldsomt trafikuheld på Munkevej i Ry. Det fortæller vicepolitiinspektør Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi.
En 72-årig kvinde kom klokken 14.30 kørende på cykel, hvor hun i et venstresving overså en bil, som hun kørte direkte ud foran. Det resulterede i, at kvinden blev ramt af bilen og slynget ind i bilens forrude med alvorlige skader til følge.
"Den sidste melding går på, at hun er uden for livsfare," fortæller Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi.
I bilen sad en 38-årig mand bag rattet, oplyser vicepolitiinspektøren.