Blodbad på parkeringsplads: 41-årige Christian amok - havde nær dræbt ekskonen foran seksårig datter
Den 3. april 2017 var den 41-årige Christian Rose sekunder fra at slå sin ekskone ihjel. I december fik han sin dom - seks års fængsel for forsøg på manddrab. Og den dom er nu blevet stadfæstet i Østre Landsret.
I december sidste år blev den 41-årige Christian Rose dømt skyldig i forsøg på manddrab og ikke grov vold, hvilket gav ham seks års fængsel. Dommen blev omgående anket, men nu har Østre Landsret stadfæstet dommen.
Det skriver sn.dk.
Drabsforsøget skete den 3. april sidste år, da den 41-årige elektronikteknolog Christian Rose tilfældigt opdagede sin ekskone på parkeringspladsen ved SuperBrugsen i Fuglebjerg. Christian Rose så tilsyneladende rødt, for han angreb den 37-årige kvinde, mens hun stadig sad i bilen.
Selvom parrets seksårige datter sad på passagersædet, gik Christian Rose amok og overdængede ekskonen med så mange knytnæveslag i ansigtet, at hun mistede bevidstheden. Det fik ham dog ikke ti at stoppe, tværtimod tog han kvælertag på hende - og holdt så godt fast, at kvinden røg med ud af bilen, da tililende vidner fik flået Christian Rose væk.
Vidnerne holdt Christian Rose fast, men det lykkedes for ham at flå sig fri og løbe hen til den livløse ekskone, hvorefter han trampede hende i hovedet og bankede det flere gange i jorden, inden han igen blev overmandet. Samlet set krævede det seks mand at tilbageholde den vanvittige voldsmand.
Det har utvivlsomt reddet kvindens liv, at disse vidner reagerede, og flere af heltene modtog også senere en dusør.
"Der blev registreret i alt 39 skadespunkter på kroppen og 10 i ansigtet. Hendes venstre øje var så beskadiget, at vi ikke kunne undersøge det. Der er blevet taget et kraftigt greb om hendes hals, og hun kan meget vel have været i livsfare," forklarede en overlæge fra Retsmedicinsk Institut i retten ifølge sn.dk.
Den 37-årige brækkede næsen, fik hjernerystelse, en ti centimeter lang flænge ved tindingen, hævelser i ansigtet og adskillige blå mærker, også på hals og nakke, i forbindelse med overfaldet. Hun har heldigvis ingen fysiske mén efter det groteske overfald.