Uhyggelig voldtægtssag: Sigtet nægter sig skyldig
En 25-årig mand, som er den fjerde person, der er anholdt i en uhyggelig sag om voldtægt, blev ved dagens retsmøde varetægtsfængslet i fire uger
En 25-årig formodet gerningsmand til en uhyggelig voldtægt mod en 18-årige kvinde i Allingåbro er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det er resultatet af dagens grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor den 25-årige mand nægtede sig skyldig og kærede kendelsen. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Den 25-årige mand blev varetægtsfængslet i 4 uger. Han nægtede sig skyldig og kærede kendelsen. #politidk #anklager https://t.co/WryPVM3zXP
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) August 13, 2018
Politiet meddelte tidligere på dagen, at man havde anholdt den 25-årige mand, som foruden voldtægt også er sigtet for at have frihedsberøvet kvinden og have begået vold af særlig farlig karakter mod hende.
Den 25-årige mand er den fjerde person, der er blevet anholdt i den alvorlige sag, som fandt sted natten til torsdag på en adresse i Allingåbro. Den 18-årige kvinde blev holdt fanget i flere timer, og ifølge sigtelserne blev hun udsat for voldtægt og grov vold. De tre andre er alle blevet varetægtsfængslet i fire uger for medvirken til voldtægt, frihedsberøvelse og grov vold. Det drejer sig om en 16-årig dreng fra Nordjylland, en 22-årig mand fra Aarhus og en 24-årig kvinde fra Djursland.
Den 25-årige mand, der nu er blevet anholdt og sigtet for at have begået voldtægten mod den 18-årige kvinde, har ukendt adresse.
Offeret i sagen, den 18-årige kvinde, kommer fra Sjælland, har Østjyllands Politi tidligere oplyst til Lokalavisen.