To kvinder forsøgt voldtaget i solcenter: Sexforbryder slog til to gange på en time
22-årig mand er anholdt og sigtet i sag fra Bramming
Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyste mandag en yngre mand, som fredag aften i sidste uge i to tilfælde forsøgte at voldtage kvinder i Meddo Solcenter i Storegade i Bramming.
De to kvinder, som blev forulempet af manden er henholdsvis 29 år og 21 år. De er heldigvis ikke kommet noget fysisk til, men er selvfølgelig rystede, oplyser politiet, som nu også kan fortælle, at man har anholdt en 22-årig mand fra Herning-området for ugerningerne.
Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg med krav om varetægtsfængsling onsdag klokken 13. Anklagemyndigheden vil anmode om, at retsmødet bliver afholdt bag lukkede døre.