Østeuropæer mistænkt i sag om kæmpe-kup for 2 mio. kr.: Nu er han tilbage i Danmark
34-årig litauier blev mandag udleveret fra Sverige til retsforfølgelse i Danmark
Den efterlyste 34-årige blev i går udleveret fra Sverige og fremstilles i dag ved Retten i Hjørring med krav om varetægtsfængsling for et omfattende indbrud på en minkfarm i Jerup i Nordjylland i 2016, hvor der blev stjålet minkskind til en værdi af cirka 2 millioner kroner.
Den 34-årige litauiske statsborger blev sidste år anholdt i Sverige, og Nordjyllands Politi har siden afventet, at han var færdig med at afsone en dom i Sverige, så han kunne blive udleveret til Danmark. Dette skete så i går.
"Det er vores opfattelse, at den 34-årige er en del af en professionel omrejsende gruppering, der laver organiseret berigelseskriminalitet i flere lande, og derfor er vi dels tilfreds med selve anholdelsen, men også med det samarbejde, som vi har med de udenlandske politimyndigheder, der gør, at vi nu har fået udleveret den mistænkte til strafforfølgning i Danmark. Herudover ligger der en kraftig signalværdi i, at de tilrejsende kriminelle kan se, at uagtet at de flygter ud af landet, så er vi stadig i stand til at få dem identificeret og udleveret til strafforfølgning," fortæller lederen af politiets efterforskning, politikommissær Sune Myrup.