Dybt krænket: Kvindes private sexvideo og navn delt på lang række internationale pornosites
En 29-årig mand fra Herlev er idømt et års fængsel for trusler og grov chikane mod sin ex-kæreste
Det var tilsyneladende uenighed i forbindelse med afslutning af et forhold og det efterfølgende samkvem med et fælles barn, som fik en nu 29-årig mand fra Herlev til at forfølge sin ex-kæreste i flere måneder sidste år.
Den 29-årige blev torsdag i sidste uge, ved Retten i Glostrup, idømt et års ubetinget fængsel for at true hende på livet, krænke hendes blufærdighed, videregive privat materiale uberettiget og overtræde forbuddet mod at opsøge hende, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Ifølge tiltalen truede han flere gange ex-kæresten på livet skriftligt, hvilket medførte, at politiet i februar 2017 gav ham et tilhold mod at opsøge hende.
Han oprettede også en falsk sexannonce der tilbød prostitution på en escort-hjemmeside med ex-kærestens rigtige profilbillede, navn, telefonnummer og tilhørende nøgenbilleder af hende.
Og på otte internationale pornosider uploadede han en sexvideo, han havde optaget sammen med kvinden, mens de stadig var sammen. Omkring videoen afslørede han også hendes fulde navn og ansigt.
"Det er dybt krænkende at blive eksponeret ufrivilligt på den måde med navn, telefon og ansigt, og hele retssystemet holder fokus på at komme disse digitale sexkrænkelser til livs. Det afspejler sig også i straffen, som har sendt ham et år i fængsel," siger anklager Teuta Memeti fra Københavns Vestegns Politi.
Den 29-årige nægter alt – bortset fra truslerne – og han ankede på stedet dommen.