Bandidos-støtteklubben Cobra MC rykker ind i Aarhus-forstaden Sabro
Østjyllands Politi oplyser, at man holder et vågent øje med forstaden.
I rockerøjemed har Aarhus alle dage været Hells Angels-land, men den tid kan nu være forbi.
Lokalavisen Aarhus kan på baggrund af omfattende research fortælle, at rockerklubben Cobra MC, som er officiel Bandidos-støtteklub, har oprettet en afdeling kaldet Cobra MC East End. En afdeling, der har til huse i Sabro.
Den 23. november oprettede klubben en privat Facebook-gruppe, som i skrivende stund har 74 medlemmer.
»Cobra East End er en mc-klub, som supporter Bandidos. Hos os er vores motorcykler og fællesskab i højsædet,« skriver gruppen om sig selv.
De første dage efter oprettelsen var der angivet, at den holdt til i Sabro. Det er siden blevet slettet. En række af hinanden uafhængige kilder har dog fortalt Lokalavisen Aarhus, at klubben har lejet sig ind på en meget nedslidt erhvervsgrund lige uden for Sabro - tæt på kommunegrænsen til Favrskov.
Avisen har besøgt erhvervsgrunden, som ligger ud til Viborgvej og tidligere har huset skrotbiler. Nu har diverse små firmaer til leje på den store grund. Det ligner på mange måder klichéen på et rockertilholdssted.
Slidte erhvervsbygninger omkranses af metalhegn, og store porte kan lukke for enhver adgang. Selvom det ligner, at der knap er rindende vand og elektricitet, vidner kameraovervågningen om noget andet.
Bikerne har overtaget en meget udtjent bygning bagerst på grunden. Kun et bord/bænke-sæt og en djævelsk masse cigaretskodder indikerer, at der har været menneskelig aktivitet. Det var der dog ikke, da avisen bankede på. Ingen hjemme. Men over Facebook har administratoren for gruppen også afvist interview. Han understreger dog i et fåmælt svar, at der er tale om en »motorcykelklub«.
Opmærksom på Sabro
Oprettelsen af den indtil videre ret undseelige rockerafdeling i det yderste Aarhus spiller ind i en national fortælling, hvor særligt Ekstra Bladet har afdækket, at der sker store bevægelser i rockermiljøet - ikke mindst med hollandske Satudarahs massive fremmarch i Danmark siden 2013 og en overrivning af fredsaftalen mellem Hells Angels og Bandidos i 2021.
Senest har Bandidos oprettet et klubhus i ”HA-land” på Amager, og nu er Cobra MC så øjensynligt i Aarhus.
Lokalavisen Aarhus har spurgt Østjyllands Politi, om man er vidende om nyetableringen i Sabro.
»Det kan jeg ikke bekræfte. Men jeg kan sige, at vi er meget opmærksomme på, hvad der sker i området i Sabro. Jeg tror, at der er rigtig mange, som gerne vil have det til at virke, som om at den er etableret,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Hvad får dig til at sige det?
»Det kan jeg jo ikke sige. Alle vores kilder, efterretninger og så videre lægger vi ned i en samlet gryde... Og derfor kan vi ikke på nuværende tidspunkt bekræfte, at der er kommet en etablering af Cobra i Sabro.«
Er det, fordi det kommer an på, hvad man ligger i ordet ’etablering’?
»Ja.«
Men I kender til klubben?
»Ja, Cobra? Ja, ja - og Bandidos. Det kender vi, og vi følger alt det der særdeles tæt i hele vores politikreds, og vi har også et tæt samarbejde med andre politikredse, NSK og Rigspolitiet generelt. Så jo, det følger vi meget, meget tæt og har gjort igennem en årrække.«
Snak og rygter
Lokalavisen Aarhus havde et kort øjeblik ejeren af erhvervsgrunden i Sabro i røret, men grundet et møde bad hun avisen ringe tilbage en time senere. Sidenhen er det ikke lykkedes at komme i kontakt med hende.
Kort før deadline modtog redaktionen en sms, hvor udlejeren afviser, at hun har udlejet lokaler til en rockerklub.
»Skulle det vise sig, at nogen af lejerne har en rockerklub, vil jeg selvfølgelig kontakte min advokat for en straksopsigelse,« skriver hun.
Hos fællesrådet i Sabro er man ikke synderligt begejstret for, at rockerklubben tilsyneladende har fået logi i byens udkant.
»Hvis der er tale om en kriminel gruppering, så er det naturligvis ikke noget, vi synes er særlig rart. Men vi kan jo ikke vurdere, om der er tale om kriminelle. Jeg skal ikke dømme nogen. Det har vi et apparat til. Men kriminelle grupperinger i egen baghave er der jo ingen, der er interesseret i,« siger formand Ib Jensen.
Er det noget, man taler om i Sabro?
»Der har vist været lidt snak og rygter. Der er ingen i fællesrådets forretningsudvalg, der har hørt noget. Men nu er vi også i en årstid, hvor de måske går lidt under radaren. Det er ikke ligefrem motorcykel-højsæson, og de kan sikkert heller ikke lide at fryse ligesom os andre,« lyder det for fællesrådsformanden, der er glad for at høre, at Østjyllands Politi er opmærksom på lokalområdet.
»Det betrygger mig da. Vi har grundlæggende et rigtig godt indtryk af politiet, og at de er flinke til at svinge forbi Sabro, når der er noget.«
Ikke bekymret
Brian Voss Olsen ønsker ikke at fortælle, hvad politiet ved om Cobra MC, og hvilken slags organisation der er tale om. Han medgiver, at der er en bevægelse i rockermiljøet på landsplan for øjeblikket, og det holder man skarpt øje med i Østjylland, forsikrer han.
»Rockermiljøet er et voldsomt dynamisk miljø. Det har det været siden rockerkrigen i 90’erne. Meget af det er også personbåret, så at der måske er et konfliktscenarie ét sted i landet, er ikke ensbetydende med, at det bliver tilfældet et andet sted i landet.«
Er der noget i det her, der gør jer bekymrede i forhold til bevægelserne i rockermiljøet i Østjylland?
»Jeg vil sige, at vi er meget opmærksomme. Men ordet ’bekymret’ vil jeg ikke bruge på nuværende tidspunkt. Men det er som sagt et meget dynamisk miljø, der kan ændre sig fra det ene minut til det andet. Der skal ikke meget til. Men vi følger det tæt, og vi synes, at vi har et godt overblik over det. Det hjælper selvfølgelig ikke folk i Sabro, hvis der bliver oprettet noget derude, men vi følger det ualmindeligt tæt.«
Skal borgerne i Sabro være bekymrede, hvis en klub som Cobra MC etablerer sig hos dem?
»Jeg tror, at svaret er, at vi er opmærksomme på alt, der skaber tryghed, og hvis vi observerer det mindste, som skaber utryghed, så vil vi være massivt til stede i de områder og gøre alt, vi kan for at genskabe trygheden.«
Hverken Bandidos’ nærmeste afdeling i Randers eller Hells Angels Aarhus er vendt tilbage på avisens henvendelser.