Anholdt efter knivdrab
En mand blev lørdag dræbt og en kvinde såret af knivstik.
Opdatering: Københavns Vestegns Politi oplyser, at to personer er varetægtsfængslet frem til 13. december. Ifølge Ekstra Bladet drejer det sig om en mand på 42 og en mand på 66.
Lørdag formiddag blev en mand i 40’erne dræbt med knivstik i Hallingparken i Brøndby.
Nu oplyser Københavns Vestegns Politi, at også en kvinde blev ramt.
Hun er i 30’erne og blev efterfølgende kørt til hospitalet.
Samtidig skriver politikredsen på Twitter, at der er blevet foretaget anholdelse i sagen.
Øjenvidner har fortalt til Ekstra Bladet, at reddere forsøgte at redde mandens liv, efter han var blevet ramt af knivstik - ifølge bladet mere end et.
Samtidig viser billeder og video fra stedet, at flere personer blev ført væk iført en såkaldt dna-dragt.
Københavns Vestegns Politi, der holder kortene helt ind til kroppen, vil dog altså kun berette om en anholdelse.
Efter drabet efterlyste politiet vidner til hændelsen, ligesom den mobile politistation blev kørt til Hallingparken.
Endnu et drab
Det er blot ni dage siden, en mand sidst i 20’erne blev skudt og dræbt i samme bydel.
Torsdag anholdt politiet en yngre mand og sigtede ham for drabet.
Københavns Vestegns Politi skrev dog lørdag, at der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at de drab er forbundne.
Læs mere om den historie HER.
jro