Spritstiv bilist sov i motorvejens nødspor
30-årig mand anholdt og sigtet for spritkørsel.
En 30-årig mand har ganske givet både rigtige og moralske tømmermænd lørdag morgen efter nattens strabadser.
For ikke blot drak han øjensynligt mere, end han burde, men han satte sig ovenikøbet bag rattet i sin varevogn og begav sig ud på den midtjyske motorvej ved Arnborg, skriver Herning Folkeblad.
Her blev han natten til lørdag fundet i nødsporet - sovende bag rattet og i en solid dunst af alkohol, da Midt- og Vestjyllands Politi traf ham.
Da ordensmagten prøvede at få den sovende spritbilist med sig, blev den mødt med adskillige ukvemsord, men det lykkedes, og den 30-årige mand står nu til en mulig fængselsstraf med mere.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag morgen.
ddp