To personer involveret i alvorlig soloulykke: En er fløjet på Rigshospitalet
En lægehelikopter ankom til uheldsstedet.
To personer på henholdsvis 81 og 82 år har været involveret i en soloulykke på Højrebyvej i Søllested på Lolland. Begge kommer fra lokalområdet.
Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til Lokalavisen.dk. Politiet modtog anmeldelsen fredag eftermiddag kl. 14.30.
»En bil er af ukendte årsager kørt af vejen og er rullet rundt,« siger vagtchef Anders Dahl.
Han oplyser, at den ene af de tilskadekomne, en kvinde på 81 år, er bragt til Nykøbing-Falster Sygehus, mens den mandlig fører på 82 er fløjet til Rigshospitalet. Deres tilstand er ukendt.
Vagtchefen oplyser, at en bilinspektør er på vej til stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder bag ulykken.