Sproglig misforståelse lukkede kæmpe virksomhed ned
Novo Nordisk måtte mandag lukke ned med et stort politiopbud til følge.
Mandag holdt et stort antal udrykningskøretøjer ude foran Novo Nordisk i Kalundborg - ligeledes var alle medarbejdere også blevet evakueret.
Årsagen til det alvorlige scenarie skyldtes - viser det sig nu - en »sproglig misforståelse«.
For kl. 9.45 mandag fik politiet via alarm 112 melding om, at en udenlandsk lastbil var ankommet til Novo Nordisk med varer til virksomheden.
Men blandt varerne kunne der ifølge anmeldelsen befinde sig noget, som kunne være farligt for mennesker i nærheden. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi nu i døgnrapporten.
Anmeldelsen medførte en stor udrykning fra både politiet, ambulancer og redningspersonale, ligesom virksomheden altså iværksatte sikkerhedsprocedure, således at personalet blev evakueret.
Og Hovvejen, som ligger ved siden af Novo Nordisk, blev afspærret, mens politiet med tilkaldte sprængstofhunde og med assistance fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste undersøgte den pågældende lastbil.
Resultatet af undersøgelserne var dog, at der ikke blev fundet noget mistænkeligt hverken i eller ved den pågældende lastbil eller hos chaufføren. Så kl. cirka 12.20 kunne de evakuerede ansatte vende retur til arbejdspladsen, og myndighedernes indsats var dermed også afsluttet i området.
I mellemtiden var personen der anmeldte den tvivlsomme lastbil – en 37-årig mand med udenlandsk oprindelse – blevet afhørt grundigt, om sin mistanke omkring den pågældende lastbil..
Politiet vurderede dog herefter, at der ikke var grundlag for at sigte den 37-årige for falsk anmeldelse, men at der tilsyneladende var sket en slags sproglig misforståelse mellem de involverede parter på grund af anmelderens udenlandske oprindelse.
Politiet oplyser, man nu sammen med de involverede parter vil evaluere forløbet. Heldigvis kom ingen personer til skade.
am