Rystet DF'er forfulgt af to mænd i »dramatisk« biljagt
Chris Bjerknæs, der er ansat hos Dansk Folkeparti, beretter på Facebook om en skræmmende oplevelse, som nu er meldt til politiet.
Han havde lige hentet kampagnebilen i Herlev, da en sølvgrå Passat valgte at trække ind mod ham - derfra blev det, som han selv formulerer det; »dramatisk«.
For hvad der først lignede et hændeligt uheld blev til en decideret jagt - og den jagtede var Chris Bjerknæs - som til dagligt er ansat hos Dansk Folkeparti.
»Jeg tænker først, at de nok sidder og roder med radioen, så jeg trækker i samme retning, så vi ikke rammer hinanden,« skriver DF’eren i sit Facebook-opslag om hændelsen.
Men et par hundrede meter længere fremme sker det igen, altså at Passat’en trækker ind imod ham. Bilen accelerer og kører ind foran Chris Bjerknæs i fuld fart for derefter at blokere bremserne.
»Ud af den sølvgrå Passat springer to arabisk udseende mænd i joggingtøj og sorte t-shirts med retning direkte mod mig i DF-bilen,« skriver han.
»Jeg aner faktisk ikke, hvad der løber gennem mit hoved lige dér - men i et rent adrenalinkick lykkes det mig at få bilen drejet resolut til venstre og ud i det andet spor, så jeg fortsætter forbi dem.«
Kunne være endt grueligt galt
Derefter starter en decideret jagt ifølge DF’eren. Og ved de næste to lyskryds forsøger mændene igen at hoppe ud af bilen. Undervejs lykkedes det Chris Bjerknæs at få fat på Københavns Politi, der guider ham hen mod Bellahøj Station.
»Lige bagefter var jeg rystet. Men alt er godt nu. Jeg kørte fuldstændig på ren adrenalin, og i bagklogskabens klare lys er jeg ikke sikker på, at jeg fik orienteret mig korrekt bagud og til siderne i min jagt på at komme væk fra mine forfølgere i Passaten. Det kunne derfor været endt gruelig galt, og nu er jeg bare taknemmelig for, at det ikke gik værre,« skriver DF’eren.
»Sagen er jo, at ingen - som i overhovedet ingen! - burde være bange for at køre rundt i en ellers fredelig københavnsk forstad. Uanset hvad fortjener Københavns Politi en kæmpe stor tak! De var der, da jeg havde brug for dem!« slutter han opslaget.
Københavns Vestegns Politi bekræfter overfor B.T. at have modtaget en anmeldelse af episoden.