Voldeligt overfald på ung kvinde ved McDonalds: Angrebet af gruppe på 3-4 personer

Midt i søndagens aftensmad udfoldede et drama sig ved McDonalds i Helsingør.
Klokken 18.16 blev en 24-årig kvinde pludselig overfaldet af en gruppe på 3-4 mænd foran restauranten på Kongevejen, skriver Helsingør Dagblad.
Søndag aften lød meldingen fra stedet først, at der var tale om op til 10 gerningsmænd, men tallet er altså nedskrevet til 3-4, oplyser vagtchefen hos Nordsjælland Politi mandag morgen.
Ved overfaldet blev kvinden angiveligt tildelt slag og spark. Det er i hvert fald, hvad vidner på stedet har oplyst.
Efterfølgende blev kvinden kørt på hospitalet til kontrol.
Motivet til overfaldet er ukendt, og der er endnu ingen anholdte i sagen, skriver Helsingør Dagblad.
jn