- Opdateret 07/09/2021 kl. 10:03
Brand hos Marco Pizza i Lystrup
Politiet mistænker brand hos Marco Pizza i Lystrup for at være påsat.

Østjyllands Brandvæsen rykkede natten til mandag ud til en brand hos pizzeriaet Marco Pizza på Sønderskovvej i Lystrup.
Det oplyser Steen Boje, operationschef hos Østjyllands Brandvæsen, til Lokalavisen Aarhus. Han fortæller, at der blev sendt et stort hold af brandmænd, da meldingen i første omgang gik på, at der var tale om en alvorlig brand.
Der kan godt være små lommer i isoleringen, og vi var nødt til at sikre, at ilden ikke spredte sig yderligere.
»Men det så lidt voldsommere ud, end det var. Vi fik hurtigt slået branden ned, men vi var der alligevel i et par timer. Vores bekymring gik på, om ilden havde fat i loftkonstruktionen. Der kan godt være små lommer i isoleringen, og vi var nødt til at sikre, at ilden ikke spredte sig yderligere,« fortæller Steen Boje.
Heldigvis var det ikke tilfældet, og efter et par timer kunne brandvæsnet igen vende hjem til stationen.
Steen Boje oplyser, at anmeldelsen tikkede ind klokken 01.20, og at der blev sendt 13 brandmænd af sted til pizzeriaet, som efter branden har fået en del brandskader.
»Og så er der også kommet en del vandskade på bygningen som følge af slukningsarbejdet,« fortæller operationschefen.
Kan være påsat
Østjyllands Politi sendte også en patrulje af sted til pizzeriaet i forbindelse med branden. Imens de mange brandmænd var i gang med slukningsarbejdet, gik flere betjente rundt i området for at afsøge det med hunde. Ifølge Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, skyldtes det, at politiet efterforsker, om der ligger en kriminel handling bag branden.
»Vi har en mistanke om, at branden kan være påsat, så vi har derfor afspærret bygningen for at lave yderligere undersøgelser,« fortæller Jakob Christiansen til Lokalavisen Aarhus.