Politiet leder efter tyve: Varebiler udsat for indbrud
Det seneste døgn har Sydøstjyllands Politi modtaget to anmeldelser fra Skanderborg Kommune om indbrud i varebiler.

Der er et par håndværkere i Skanderborg Kommune, som det seneste døgn er blevet mødt af et trist syn. Således fortæller Rune Andreasen fra Sydøstjyllands Politi, at der er tikket to anmeldelser ind om indbrud i varebiler, hvor der er blevet stjålet værktøj.
Det første indbrud skete i tidsrummet fra mandag klokken 12 til tirsdag klokken 13, hvor en varebil, der holdt parkeret på Voldbyvej i Sjelle fik opbrudt sidedøren. Fra bilen blev der stjålet diverse værktøj.
Lignende indbrud modtog Sydøstjyllands Politi også en anmeldelse om tirsdag fra Østervangen i Skovby. Fra en varebil var der her blevet stjålet elværktøj i tidsrummet fra mandag klokken 18 til tirsdag klokken 7.30, oplyser Rune Andreasen fra Sydøstjyllands Politi.
jwh