Bilist total amok i vejvrede: Politiet har sigtet ham for forsøg på manddrab
En 46-årig mand fremstilles i grundlovsforhør for bl.a. forsøg på manddrab i trafikken.

En trafikal uoverensstemmelse i forbindelse med et færdselsuheld på Skanderborgvej mellem Ry og Skanderborg mandag aften er årsag til, at politiet tirsdag klokken 13 fremstiller en 46-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.
I forhold til at der er tale om en trafiksag, har manden en usædvanlig alvorlig sigtelse imod sig. Han er nemlig sigtet for forsøg på manddrab, trusler og overtrædelse af våbenloven, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den 46-årige er blandt andet mistænkt for at have slået en 54-årig mandlig modpart fra Skanderborg med en økse i forbindelse med færdselsuheldet. Den 54-årige er dog uden for livsfare.
Den anholdte og sigtede mand blev anholdt af Sydøstjyllands Politi kort efter episoden.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
jn