Vanvidsbilist kørt direkte til afsoning i fængsel
En 27-årig mand blev søndag anholdt for vanvidskørsel i Aarhus midtby, og allerede mandag er han blevet kørt til fængselsafsoning.

Den 27-årige mandlige bilist, som søndag aften blev anholdt efter en længere jagt i gennem Aarhus, var i forvejen eftersøgt af politiet. Det var han i forbindelse med afsoning af en fængselsstraf, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
»Han blev derfor kørt direkte til afsoning og fremstilles ikke i grundlovsforhør. Hans bil blev beslaglagt mhp konfiskation pga vanvidsbilisme,« skriver politiet på Twitter.
Det var kort før klokken 19 søndag aften, at politiet fattede mistanke til den 27-årige bilist. Det skete på Viborgvej i Aarhus, hvor en patrulje forsøgte at komme i kontakt med manden.
»Da patruljen ville bringe bilen til standsning, valgte bilisten i stedet at sætte farten op og kørte med rigtig høj fart ind mod centrum, hvor han i indre by kørte ind over cykelstier, fortov, over for rødt lys og begik en lang række andre færdselsforseelser,« fortalte Jakob Christiansen tidligere til Lokalavisen Aarhus.
I forbindelse med politijagten konstaterede patruljen, at den 27-årige bilist kørte over 120 km/t igennem midtbyen, før han blev standset ved politigården i Aarhus.
»Betjentene vurderede, at den 27-årige bilist var til så stor fare, at de valgte at køre ind i hans bil for at bringe ham til standsning,« fortæller Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.
Hverken betjente eller den 27-årige mand kom alvorligt til skade i forbindelse med politijagten.