Politijagt i Aarhus: Bilist kørte over 120 km/t i midtbyen
Østjyllands Politi har anholdt en 27-årig mand, der kørte vandvidkørsel igennem Aarhus midtby.

Politiet søger vidner til den lange politijagt, som patruljer søndag aften var en del af for at standse en vanvidsbilist i den centrale det af Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Kort før klokken 19 lykkedes det politiet at standse bilisten, der kørte så vildt, at flere måtte undvige ham.
»Vi vil gerne tale med folk, som har været tæt på eller har måttet undvige for den flygtende bil. Bilen er en grå Peugeot 206. Henvendelse til politiet på 1-1-4,« står der blandt andet i opslaget.

Hos Østjyllands Politi fortæller kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen, at der var tale om en 27-årig mandlig bilist, som en patruljebil kort før klokken 19 fattede mistanke til på Viborgvej.
»Da patruljen ville bringe bilen til standsning, valgte bilisten i stedet at sætte farten op og kørte med rigtig høj fart ind mod centrum, hvor han i indre by kørte ind over cykelstier, fortov, over for rødt lys og begik en lang række andre færdselsforseelser,« fortæller Jakob Christiansen, som oplyser, at politiet vurderede den 27-årige bilist til at køre over 120 km/t igennem midtbyen.
Der skal dog foretages yderligere undersøgelser for at nå frem til den præcise hastighed. Ved politigården i Aarhus lykkedes det for politiet at anholde vanvidsbilisten.
»Betjentene vurderede,. at den 27-årige bilist var til så stor fare, at de valgte at køre ind i hans bil for at bringe ham til standsning,« fortæller Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.
Hverken betjente eller den 27-årige mand kom noget til, og nu er det op til politiets jurister at vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
jwh