Debat: Hvor er sandheden bag kviers overfald på et tysk turistpar i Mols Bjerge?
»Parrets egen version er, at de med deres to hunde i snor passerede et (igen) indhegnet område med ’Naturstyrelsens’ kvier/køer ved Trehøje, da flokken pludselig kommer styrtende imod dem, hvorfor den ene hund bli’r så skrækslagen, at den flår sig løs af remmen og først flygter hen imod nogle andre turister i området, men vender om og søger tilbage til ejerne, hvor efter flokken tramper mand og hund ned.
Altså ikke nogen fri fantasiberetning med, at deres »løsgående hund« jagtede en kalv, hvorfor tumulten opstod, som Naturstyrelsens Peter Brostrøm igen digter i et desperat forsøg på ansvarsunddragelse som ved den frygtelige ulykke ved Lushage ved Sletterhage fyr i september 2020, hvor vi ligeledes blev foregøglet af PB, at det var en turists ulovligt løsgående hund, der var årsagen, skønt vidner fortalte, at en mand – igen en turist - med hund i snor blev jaget ud i vandet, hvorefter hunden undgik druknedøden ved at befri sig fra halsbåndet og styrtede væk, men desværre lige forbi en Merete Brix, der næsten mistede livet pga. de aggressive kviers vilde forfølgelse.
Nej, nej, ingen ansvarspåtagelse fra Naturstyrelsens side, for det var jo en ulovligt løsgående hund, så man skulle henvende sig til ejeren for erstatning, beklager.
Ved dette nylige overfald undsiger Peter Brostrøm sågar politiets udlægning og digter selv et belejligt hændelsesforløb. At PB fremhæver, at den tyske turist flere gange beklagede og over for ham undskyldte balladen er igen frit opfundet af en statsansat skovrider, hvis troværdighed nærmer sig nulpunktet.
Noget sådant accepteres forhåbentligt ikke, når retssagen mod netop Peter Brostrøm for alvorlig dyremishandling af flere kvier ved Toggerbo i Mols Bjerge endelig starter.
Her undrer det, at den sag ikke for længst er gået i gang, og manden er blevet dømt, for når ’almindelige’ landmænd eller dyreholdere begår noget sådant, falder hammeren som regel prompte eller omgående og med store bøder og tit fængselsstraf til følge. - Er der højere magter i spil?«