Vanvidskørsel i by: 23-årig kørte 132 km/t lige foran politiet
Østjyllands Politi foretog fredag aften en færdselsindsats i den vestlige del af Aarhus, hvilket bød på flere sigtelser - én bilist blev sigtet for vanvidskørsel.

Færdselsbetjente fra Østjyllands Politi var fredag aften vidne til decideret vanvidskørsel, da en 23-årig mandlig bilist med 132 km/t drønede forbi betjentene, da de stod på Søren Frichs Vej i den vestlige del af Aarhus.
På strækningen, som er byzone med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t, var politiet i gang med at gennemføre en større færdselsindsats, og derfor røg den 23-årige vanvidsbilist lige i politiets fælde, da han klokken 21.21 kørte forbi med den alt for høje hastighed.
Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.
Den 23-årige mand, der bor i Aarhus, blev derfor standset, sigtet, og hans køretøj blev beslaglagt.
I alt blev der uddelt 33 sigtelser, da færdselsbetjentene fredag eftermiddag og aften gennemførte indsatsen i den vestlige del af Aarhus. Udover vanvidsbilisten snuppede politiet også flere bilister for at køre uden sikkerhedssele, imens en enkelt blev taget for narkokørsel.
jwh