- Opdateret 28/08/2021 kl. 13:31
Afdød mand er blevet identificeret
Fyns Politi bad om hjælp fra offentligheden til at identificere den mand, der lørdag morgen blev fundet død i vandet ved Svendborg.
OPDATERING: Politiet oplyser nu på Twitter, at den afdøde mand er blevet identificeret, og at mandens pårørende er blevet underrettet.
»Tak for hjælpen til de borgere, der har bistået os. Vi har ikke yderligere til sagen,« skriver Fyns Politi på Twitter.
Lørdag morgen fandt en gruppe sejlere en livløs mand liggende i Svendborgsund ved fynske Thurø. Siden arbejdede Fyns Politi intensivt på at finde ud af, hvem den afdøde mand var, og i den forbindelse bad politiet om offentlighedens hjælp.
Lørdag eftermiddag kan Fyns Politi så oplyse, at manden er blevet identificeret, og at den afdødes pårørende er blevet underrettet.
Det var klokken 9.13, at sejlere fra en lokal sejlklub slog alarm efter fundet af en livløs person i vandet. Kort tid efter ankom politiet og redningsmandskab til stedet, og manden blev erklæret død. Politiet kender endnu ikke dødsårsagen, skriver TV2 Nyhederne, der har talt med Henrik Strauss, vagtchef hos Fyns Politi.
»Det er alt for tidligt at sige. Om han er faldet i vandet, eller hvad han er. Det ved vi simpelthen ikke,« siger han til mediet.
jwh