19-årig stod til at score et sted at bo i Mindegade: »Andre står i kø«
Ung italiener fik pludselig ikke svar på sine mails.

Der er tilsyneladende ingen mangel på unge studerende, der er villige til at underskrive lejekontrakter i blinde og sende penge til fremmede.
Lokalavisen Aarhus har således gentagne gange i løbet af sommeren kunne fortælle om unge mennesker, der er havnet i en rigtig træls situation, fordi de stolede på en falsk udlejer.
Som et eksempel blev to slovakiske kvinder slemt skuffede, da den ene af kvinderne i midten af august ankom til Aarhus for at se den lejlighed, som de havde lejet sammen til studiestart.
Mails stoppede
Nyeste offer for snyd er en 19-årig italiensk mand, der tirsdag kom ind på politigården i Aarhus for at anmelde, at han var blevet udsat for bedrageri.
Når der er tale om svindel, vil udlejeren gerne have en straksoverførsel, og han vil tit presse på for, at det skal gå hurtigt.
Den unge mand er netop rejst fra hjemlandet til Aarhus i den tro, at der stod et værelse klar til ham. Han havde forinden søgt på lejeboliger online og var kommet i kontakt med en mand, der oplyste, at han havde et ledigt værelse i Mindegade i Aarhus C.
Den 19-årige mand fik tilsendt en lejekontrakt, som både han og udlejeren underskrev, hvorefter han overførte et depositum.
Efter pengene var blevet overført, kunne den 19-årige ikke længere få kontakt til udlejeren trods flere forsøg via mail.
Ro på
Som boligsøgende handler det generelt om at udvise sund fornuft og være lidt kritisk, lyder det fra politiet. Den vigtigste forholdsregel, man kan tage, er at se boligen, inden man overfører penge til en udlejer.
»Boligsituationen er presset, og hvis man endelig finder en lejlighed, vil mange gerne betale indskud og depositum uden at have set lejligheden. Det er primært sådan, de bliver snydt. Pengene ryger i flere tilfælde ind på en udenlandsk konto,« sagde politikommissær Lasse Dyrberg den 18. august til Lokalavisen Aarhus.
Ifølge Lasse Dyrberg bør det få en alarmklokke til at ringe, hvis en udlejer har travlt med at få overført penge.
»Når der er tale om svindel, vil udlejeren gerne have en straksoverførsel, og han vil tit presse på for, at det skal gå hurtigt. Hvis jeg var udlejer, ville jeg være interesseret i, at det foregik ordentlig for alle parters skyld. Udlejerne i Aarhus ved godt, at andre står i kø, hvis en lejer springer fra, så de har ikke så travlt,« lød det fra Lasse Dyrberg.
Husk dokumentation
Når det kommer til udlejning på nettet, er der ikke nogen platforme, politiet kan anbefale over andre. Svindlere er der, hvor folk er.
Hvis uheldet er ude, og man er blevet snydt, kan man anmelde, at man har været udsat for svindel på politi.dk.
I den situation står man bedst, hvis man har sikret sig dokumentation. Det er ifølge politiet optimalt at have dokumentation for pengeoverførslen, hvilken konto man har overført til, og hvem man har snakket med og selve korrespondancen.
Her kan du se Østjyllands Politis fem gode råd mod boligsvindel:
