Ny politibil med bid i: »Den holder ikke stille«
Nu hundepatruljebil byder blandt andet på individuel temperaturstyring i hundeburene.

Indtil videre er der kun én af dem, og der er rift om den.
»Den« er politiets nye hundepatruljevogn, en specialbygget Volvo V90, som du nu kan møde i trafikken i Aarhus.
Politikommissær og hundeleder hos Østjyllands Politi, Carsten Hebsgaard, er svært begejstret for det nye køretøj.
»Det er en moderne, rummelig bil med forstærkede bremser. På flere punkter er sikkerheden øget. Biludviklingen hjælper også politiet,« siger han til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
»Den er fabriksmonteret, lavet på Volvo-fabrikken. Det er ikke sådan, at vi får en Mondeo-familiebil, som vi så bygger om. Den her kommer fra fabrikken som hundebil.«

Afkølede hunde
Det er første gang, politiet har fået en hundebil, der er specialdesignet til politiarbejdet, oplyser Rigspolitiet.
Den nye hundepatruljebil byder blandt andet på individuel temperaturstyring i hundeburene, så hundene kan være afkølede - også når bilen holder stille, og hundene er alene i den.

Politiets hundepatruljer vil fortsat køre i de lidt ældre Ford Mondeo og VW Touran, men bilmodellerne vil løbende blive udskiftet med den nye Volvo V90.
»Den holder ikke stille i øjeblikket, for det er den eneste, vi har, og tilfredsheden er stor blandt kollegerne,« siger Carsten Hebsgaard til Lokalavisen Aarhus.
Østjyllands Politi modtager to nye Volvo’er til september.
Til de, det måtte interesse, kan Lokalavisen Aarhus oplyse, at den nye Volvo V90 har nogenlunde samme tophastighed som de eksisterende hundepatruljevogne.