Overraskende nyt i sagen om Højbjerg-mordet: Politi har været i Canada og afhørt flere vidner igen
Politiet har i al stilhed efterforsket Aarhus' måske kendte drabssag de seneste tre og et halvt år.
Marie Lock-Hansen blev i 1967 dræbt af tre skud på sin bopæl i Højbjerg, og drabssagen har siden været centrum for alverdens teorier og spekulationer.
Gerningsmanden er dog aldrig blevet fundet, og sagen har i en årrække været lukket af politiet.
Nu oplyser Østjyllands Politi, at efterforskere i al stilhed har arbejdet på sagen gennem de seneste tre og et halvt år, og at efterforskere i den sammenhæng har været i Canada.
Sagen blev efter en henvendelse fra en borger genåbnet i starten af 2018. Henvendelsen fik, sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen, politiet til at mistænke en 90-årig mand, bosiddende i Canada.
»Vi fik nogle oplysninger, der gjorde, at vi fandt det relevant at undersøge i retning af en specifik person,« siger advokaturchef hos Østjyllands Politi, Jacob Balsgaard, til Lokalavisen Aarhus.
Blev aldrig afhørt
Politiet fik dog aldrig afhørt den 90-årige mand.
I juli 2018 meddelte han via sin advokat, han ikke havde noget med drabet at gøre, og at han var bekymret for at sige noget, han huskede forkert.
I oktober 2020 døde manden i Canada i en alder af 93 år.
»Som mistænkt eller sigtet i en straffesag har man ikke pligt til at udtale sig, og der var ikke et stærkt nok mistankegrundlag til at foretage anholdelse eller kræve manden udleveret til Danmark,« siger Jacob Balsgaard.
På baggrund af de nye oplysninger i sagen fortsatte Østjyllands Politi dog efterforskningen i Danmark.
»Vi har læst materiale igennem og forsøgt at se om nogle nye analysemetoder kunne åbne sagen op. Vi har med den nyeste teknologi forsøgt at finde DNA-spor på den patron, der ramte Marie Lock-Hansen, og på andre genstande i sagen,« siger Jacob Balsgaard til Lokalavisen Aarhus.
Flere vidner blev desuden kaldt ind for at blive genafhørt i forbindelse med sagen.
Politiet foretog også udgravninger på to ejendomme i Højbjerg, da der var mistanke om, at gerningsvåbnet, som aldrig er blevet fundet, kunne være gemt eller nedgravet på stedet.
Ikke muligt at bevise skyld
Efterforskningen har dog ikke ført til nye oplysninger, der kan knytte den nu afdøde mand til drabet på Marie Lock-Hansen. Sigtelsen mod ham er derfor formelt frafaldet, oplyser advokaturchef Jacob Balsgaard.
»Vi har lukket efterforskningen, for vi har ikke flere relevante spor at arbejde videre med,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
Kun hvis der kommer nye og helt afgørende oplysninger, vil efterforskningen eventuelt kunne genoptages, lyder det.
Der er gode grunde til, at offentligheden først bliver oplyst om den nye efterforskning nu, fortæller Jacob Balsgaard.
»Det gælder generelt, at vi gerne vil efterforske selv uden at involvere pressen eller andre parter, og det gælder i særdeleshed, når det handler om en så alvorlig og kendt forbrydelse som Højbjerg-mordet,« siger han.
Marie Lock-Hansen blev dræbt efter, at hun om formiddagen den 10. november 1967 bød en ukendt mand ind i sit hjem på Hestehavevej i det sydlige Aarhus.
Sagen omtales ofte som danmarkshistoriens største mordefterforskning nogensinde.