Mand ville springe ud af fra tredje sal - politiet fik ham ind
Politiet har fredag aften anholdt en mand i Brabrand, som de frygtede ville gøre skade på sig selv.

Fredag aften er en mand blevet anholdt på en adresse i Brabrand i det vestlige Aarhus.
Det bekræfter Østjyllands Politi over for TV2 ØSTJYLLAND.
Manden karakteriseres som psykisk uligevægtig, og man frygtede undervejs at han ville springe ud fra et vindue.
Tidligere på aftenen blev det anmeldt, at person var trængt ind i en lejlighed på Louisevej i området syd for Gellerupparken. Det fik en beboer i lejligheden til at ringe efter politiet, der kom frem til adressen.
På et tidspunkt hang manden ud ad et vindue på tredje sal, og betjentene på stedet var bange for, at han ville springe ud.
Politiet tilkaldte derfor brandvæsnet, som kom med en springmåtte, som den psykisk uligevægtige mand kunne lande på, hvis han slap.
Samtidig indsatte politiet dog også en forhandler for at få talt manden ind, og det lykkedes heldigvis efter noget tid.
»Det ser voldsomt ud, når vi har været der med mange biler og mænd, men det er det, der er foregået,« fortæller vagtchef Rene Ludvig til TV2 ØSTJYLLAND.
I alt tog det en 1 time og 45 minutter, før situationen var under kontrol, og manden var i politiets varetægt.