To mænd iført sorte styrthjelme med visir på flugt efter forbrydelse: Sporet efter dem ender her
Nordsjællands Politi efterlyser vidner til røveri mod guldsmed på Nærumvænge Torv i Nærum.

To mænd begik mandag den 16. august klokken 17.26 røveri mod en guldsmed på Nærumvænge Torv i Nærum nord for København, og nu efterlyser Nordsjællands Politi vidner, som enten har set røveriet eller noget mistænkeligt i området i tiden op til røveriet.
Gerningsmændene til røveriet flygtede fra stedet på en knallert, der kort tid efter blev fundet i Jægersborg Hegn, hvor knallerten var efterladt på Skovfogedvej ved indkørslen fra Skodsborgvej. Nordsjællands Politi er derfor særligt interesseret i at høre fra borgere, som har set noget i dette område.

De to gerningsmænd beskrives af politiet på denne måde:
A: Mand, cirka 175-180 cm høj, alm af bygning, iført mørkt tøj og bar sort styrthjelm med visir og bar en rød rygsæk. Førte den sorte knallert.
B: Mand, cirka 190 cm høj, alm af bygning, iført mørkt tøj og bar sort styrthjelm med visir. B havde en større savtakket kniv i hånden. B bar ligeledes en rød rygsæk. Var passager på knallerten.
Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.