Brændte ned til grunden: Stearinlys var (måske) synderen
Et skur udbrændte totalt, men ilden spredte sig ikke til andre bygninger.

Et skur udbrændte totalt i Vejerslev onsdag formiddag. De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden muligvis er opstået som følge af et efterladt stearinlys i skuret, oplyser Østjyllands Politi.
Onsdag klokken 9.11 fik Østjyllands Politi anmeldelsen om branden, som var i et træskur på Klostervej.
Da politipatruljen ankom til stedet, var brandvæsnet stort set færdig med slukningsarbejdet.
Heldigvis havde ilden ikke nået at sprede sig til andre bygninger, men skuret var altså brændt helt ned til grunden.