En mystisk og forlist sejlbåd driver rundt: Hvad er der sket? Og hvor er bådens ejer?
En forlist sejlbåd har i månedsvis drevet rundt i Horsens Fjord. Flere borgere har klaget, men sagen er indtil videre landet mellem flere offentlige instanser.

Igennem flere måneder har en mystisk forlist sejlbåd skvulpet rundt i Horsens Fjord. Ingen ved, hvem der ejer den, eller hvorfor den er der. Og ingen vil tage ansvar for at fjerne den.
Den forliste båd skaber frustration blandt lokale beboere.
»Det er noget svineri. Der skal ikke ligge sådan en båd ude i det vand. Den skal væk,« siger Jane Sørensen, der bor i området, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har fået nok af at kigge på båden, og hun har derfor valgt at klage til Horsens Kommune.
Og det er hun ikke alene om.
Flere har henvendt sig til kommunen omkring den mystiske forliste båd, men det er dog ikke noget, som kommunen kommer til at bruge hverken tid eller penge på.
»De henvendelser, som vi har fået fra borgerne, dem har vi sendt til Søfartsstyrelsen, som vi er kommet frem til kunne være de mest oplagte til at behandle sagen,« fortæller Flemming Larsen, der er afdelingschef for Natur og Miljø i Horsens Kommune.
Søfartsstyrelsen afviser at have ansvaret og peger i stedet på Fiskeristyrelsen.
De forklarer dog overfor TV2 ØSTJYLLAND, at de har forklaret Søfartsstyrelsen, at vraget ikke umiddelbart er til gene for erhvervsfiskeri i det pågældende område.
Og derfor ligger bolden igen hos Søfartsstyrelsen.
Indtil videre får den mystiske båd altså lov til at skvulpe videre i Horsens Fjord. Og der er ingen tegn på, at den bliver hentet op foreløbigt, skriver TV2 ØSTJYLLAND.
Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND/kb