Uheld: 11-årig cyklist ramt af bil ved Egå Gymnasium
En 11-årig dreng blev kørt på skadestuen, efter han torsdag aften blev ramt af bil, da han cyklede ved Egå Gymnasium.

Der skete torsdag aften et færdselsuheld på Mejlbyvej i Egå, hvor en 11-årig dreng blev ramt af en bil, da han på cykel kom kørende ved Egå Gymnasiums parkeringsplads.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Uheldet skete kort efter klokken 18, da den 11-årige dreng cyklede ud fra parkeringspladsen og krydsede Mejlbyvej uden at stande for en bil, hvor en 43-årig kvinde sad bag rattet. Hun forsøgte ifølge Østjyllands Politi at bremse bilen, men kunne ikke undgå at ramme den 11-årige dreng. Han blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen, men ifølge politiet var han ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Tidligere på dagen kom en anden cyklist også ud for et uheld i det nordlige Aarhus. Det skete klokken 08.37 i krydset Vejlby Ringvej/Risvang Allé. Her kom en 66-årig kvindelig bilist kørende ad Vejlby Ringvej mod syd og skulle svinge til venstre ad Risvang Allé, da hun påkørte en 58-årig mandlig cyklist, der var på vej lige over i krydset.
Cyklisten blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 66-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jwh